top of page
Front%2520foto_edited_edited.jpg

Kongelige Inspirationer

2010
Amalienborgmuseet
Kvindemuseet

Sønderborg Slot

Som optakt til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s 70-års dag.

Særudstilling på Amalienborgmuseet, 9. januar – 14. marts 2010.

Kvindemuseet, Aarhus 26. marts - 20. juni 2010. 

Sønderborg Slot 25. juni - 29. august 2010.

Udstillingen med helt nye strikkede dragter af designere fra kunsthåndværkergruppen Netmaskerne vises i anledning af og som optakt til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s 70-års dag i 2010.

Netmaskerne, der har eksisteret i 10 år, eksperimenterer med udvikling af moderne, nytænkende dansk strikdesign. Sammenslutningen har ca. 70 medlemmer, hvoraf 24 deltager i den censurerede udstilling på Amalienborgmuseet.

Inspirationerne til unikamodellerne er dragter og kjoler, som Dronningen har båret gennem årene, og udstillingen omfatter desuden fotos, der viser Majestæten i disse dragter.

De dragter, som designerne har ladet sig inspirere af, spænder vidt både i tid og dragttyper – alt fra pragtfulde gallakjoler til hverdagstøj og mere specielle klædninger som f.eks. den traditionelle grønlandske kvindedragt.

Udstillingen viser de deltagende designeres store kreativitet og professionalisme i arbejdet med garner, snit og mønstre. De tydelige afsæt i Dronningens dragter giver også indblik i, hvordan en tidligere tids mode kan inspirere til nye spændende variationer. Som gæst på udstillingen, der vises i Amalienborgsmuseets smukke Havesal samt Kong Christian 10. og Dronning Alexandrines Spisestue, bliver det således muligt at gå på opdagelse og se på, hvordan inspirationer og de nydesignede dragter forholder sig til hinanden – i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Udstillingens besøgende vil opleve overraskende ideer, smukt design og strikteknik på højt niveau.

Blandt de 24 deltagende designere kan nævnes Lone Bullinger, der gennem mange år har været kendt i kunsthåndværkerkredse bl.a. gennem flere separatudstillinger i Danmark og udlandet, samt Jytte Slente og Lotte Kjær, der ligeledes kendes fra udstillinger, som foredragsholdere og forfattere til populære bøger om strik.

 

Censurkomité:

Hans Christian Madsen, strikdesigner. BA fra Designskolen Kolding 2004, MA fra Royal College of Art, London 2007. Har eget strikfirma og er netop i oktober 2009 blevet ansat som chefdesigner hos Bruuns Bazaar, København i deres afdeling for mens wear.

Ole Strange, strikdesigner, indehaver af strikkeriet ”Strange Collection” i Ry. Har gennem flere år været censor i strik på Designskoler i ind- og udland.

Birgit Jenvold, museumsinspektør og daglig leder af De Danske Kongers Kronologiske Samlings afdeling på Amalienborgmuseet.

 

Med venlig hilsen
Axel Harms
Museumsinspektør
Rosenborg Slot og Chr. VIIIs Palæ Amalienborg - De Danske Kongers Kronologiske Samling.
Øster Voldgade 4a
1350 København K
Tlf.: (+45) 33 18 60 48 -  fax (+45) 33 15 20 46
www.rosenborgslot.dk www.kongedragter.dk

Pga. ophavsret kan vi desværre ikke vise de malerier og billeder, som udstillerne har ladet sig inspirere af.

bottom of page